G18-0055

//G18-0055

Vores ven Kristian

Kristian Marius Andersen er født i 1979 og har boet i Herning siden 2006. Han er født i Horsens, men har boet en stor del af sit liv i England.

Allerede tidligt i barndommen fik Kristian øre for musikken, og snart blev klaverets tangenter hans bedste venner. Han legede med dem, glemte tiden og glemte sig selv sammen med dem. Når Kristian lod fingrene løbe op og ned ad tangenterne, befandt han sig i et trygt og godt univers, og når Kristian spillede, måtte verden omkring ham standse og lytte.

Kun få forstod hvad der var på færde, men alle der hørte Kristians musik, mærkede at her var noget helt særligt på spil mellem drengen og tangenterne.

Siden er drengen blevet en voksen mand, og i dag spiller han på tangenter verden over. Han er hjemme både ved klaveret og ved orglet, og kaster sig ud i improviseret leg, hver eneste gang tangenterne inviterer til det.

Når Kristian ikke spiller på orglet eller klaveret i Herning kirke, eller spiller sammen med vennerne i D’jazz, ses han ofte i bybilledet, hvor han f.eks. suser rundt i gaderne på sin scooter. Han er glad for at mødes med sine venner, og slår dem gerne i pool, hvis lejligheden byder sig. Derudover kan Kristian lide et godt grin, en god øl og en god snak. ER der et klaver i nærheden, er det naturligvis prikken over i’et.

Kristian har gode venner både herhjemme og i udlandet. De fleste kender ham som et kærligt og betænksomt menneske, der er optaget af om andre har det godt, og som har svært ved at sige nej til nogen. Når Kristian ser andre mennesker blive uretfærdigt behandlet, bliver han oprigtigt harm på deres vegne, og temperamentet slår gnister. Men dem der kender Kristian, ved at han hurtigt falder ned igen.

Vi, der kender Kristian, sætter stor pris på at han altid er oprigtig og nærværende. Han er altid ægte til stede i samværet med os, og gang på gang forundres vi over hans ydmyghed. Kristian kunne gå knejsende rundt i verden, og være pavestolt af hvem han er og hvad han kan. Men sådan er han ikke. Heldigvis.

Vi er blandt de mange der holder af Kristian, og kunne vi bidrage med noget til hans liv, ud over samvær og venskab, kunne vi godt tænke os at det blev muligt at forære ham en rød kat, fordi vi tror det ville være dejligt for Kristian også at have en firbenet ven, som han kunne nyde selskabet af i dagligdagen, når han er hjemme og holder fri.

Skrevet af venner fra Aarhus.

Venneforeningens Facebook-profil:

Kristians Facebook-profil:

2018-10-01T17:23:52+02:00
%d bloggers like this: