G18-0073

//G18-0073

Feldballe Kirke: Mindeplader og mindesten

I våbenhusets vestende ses en mindetavle over Feldballe-præsten Hans Fønss, der døde i 1816. Han var en foretagsom mand, der drev handel ved siden af præstegerningen.
Han led i sine sidste år af galdesten, hvilket var meget smertefuldt. Det er det, der hentydes til i indskriften: ”Velsignet af Gud med en udmærket ånd, et skønt legeme og et ædelt hjerte, endte han sit dådfulde liv ved en smertefuld død”.

Foran mindetavlen står en gravsten for Hans Fønss´ bror Peter Severin Fønss og hustru, med indskrift på både for- og bagside.
Kammerherre Peter Severin Fønss var amtmand og vicelandsdommer, samt ejer af Løvenholm, men gik fallit 1811 efter fejlslagne spekulationer, mistede sine embeder og tilbragte sine sidste år inkognito hos broderen i Feldballe præstegård og fra 1816 hos hans efterfølger pastor Tegder.
Han døde for egen hånd i 1824, og til straf vandrer han efter sigende hver aften hen mod midnat hvileløst rundt omkring spisebordet i præstegården.

I skibets vestgavl, til højre for tårnet, er indsat en mindetavle over kaptajn Erik Chr. Müller, der ejede Møllerup fra 1799 til sin død i 1827.
Indskriften fortæller bla. at ”han var to gange gift, havde dog ingen børn, men opdrog flere ynglinge på sin bekostning”.

Til venstre for mindepladen står en gravsten over Rasmus Malling Schmidt, præst i Feldballe fra 1860 til sin død i 1882, og hustru Ida Margrethe, f. Secher.
I skibets vestgavl, til venstre for tårnet, ses en mindeplade over pastor Nicolai Tegder og hustru, der døde hhv. 1847 og 1830.
Pastor Tegder begyndte på den ”Liber Daticus”, en beretning om forholdene i Feldballe sogn, der i dag er en vigtig kilde til sognets historie.

Tekst: Vilfred Friborg Hansen

2023-06-27T20:06:49+02:00
%d bloggers like this: