Thorsager Kirke – Jyllands eneste rundkirke
Thorsager Rundkirke er opført i tiden omkring år 1200. Ved en registrering af krongodset i 1231 fremgår det, at kongen ejer jordområder omkring Thorsager. Det er derfor oplagt at pege på kongen som den monumentale og særprægede kirkes bygherre.
Da kirken blev bygget, omfattede den koret og det det runde kirkeskib. Byggematerialet var så nyt, at kirken kan være en af de første bygninger i Jylland, der er rejst af de såkaldte munkesten. Kirkens specielle form og styrke tyder på, at den kunne benyttes som tilflugtssted. Det er uvist, om der har været mulighed for et reelt forsvar. I hvert fald har det ikke været i en grad, som ses i de bornholmske rundkirker.
Kirken ligger i dag inde i landet. Da den blev opført, var Djursland delt af et sund, der strakte sig fra Randers Fjord til Grenå. De lave områder omkring Thorsager var dengang et stort vådområde med forbindelse til dette sund.
I 1313 bygger kong Erik Menved borgen på Kalø, i dag Kalø Slotsruin, og fra den tid har borg og kirke været kongens ejendom indtil slutningen af 1600-tallet. Kirken og borgen har på hver sin måde udstrålet kongens magt.
I 1825 bliver Kalø købt af senator J.M. Jenisch fra Hamborg, og kirken er herefter i denne families eje indtil 1945, hvor den danske stat beslaglægger al tysk ejendom i Danmark. I 1949 overdrager staten kirken til menigheden.
Under kirkens sidste restaurering i 1950´erne fandt man under gulvet rester af tidligere gulve og under disse et lerstampet gulv fra den trækirke, som man mener, rundkirken afløste.
Under dette lag fandtes en stenpikning – måske en rest af et offersted, som muligvis har været på kirkebakken i den førkristne tid.
Er der hold i denne teori, er det her, der er ofret til den nordiske gud Thor.