Mindesten for Niels Carl Andersen
Født i Thorsager 17. juli 1891, død på Atlanterhavet 11. april 1945.
Inskription:
Du faldt som en af dem
som sejled freden hjem
til Danmark og til os
Rejst af Thorsager By
Historien bag mindestenen:
Niels Carl Andersen var matros på ØK’s fragtskib M/S Panama, som forliste i en storm den 11. april 1945 på vej fra Cardiff til Philadelphia med en ladning sand.
Han og 43 andre besætningsmedlemmer omkom, da skibet sank på meget kort tid.
M/S Panama var på det tidspunkt i allieret krigstjeneste, og sejladsen over Atlanterhavet foregik i konvoj med et større antal skibe. Omtrent 200 sømil nord for Azorerne løb konvojen ind i en voldsom storm, og M/S Panama måtte forcere skibets to motorer med ”fuld kraft frem” for at holde trit med de øvrige fartøjer. Det blev skibets skæbne.
Kort før midnat brød bagbords motor sammen, skibet mistede styringen, og lagde sig tværs i søen med vinden ind på styrbords side. I den høje søgang fik skibet hurtigt voldsom slagside, og ballasten på de næsten 3000 tons sand forskubbede sig. Skibet tog straks vand ind, og begyndte at synke.
På blot 10 minutter var M/S Panama forsvundet i det høje bølger, og kun fem mand nåede i redningsflåderne. De blev samlet op efter 18 dage på havet.
De øvrige sømænd gik ned med deres skib, deriblandt matrosen Niels Carl Andersen.
Med stenen her hædrede borgerne i Thorsager deres bysbarn Niels Carl Andersen.
Og stenen står i dag som minde over af hans farefulde indsats som en af de 2000 danske søfolk, der som krigssejlere mistede livet under 2. verdenskrig.