B18-0051

//B18-0051

Navn: Kong Hans lade

Sted: Feldballe

Kong Hans’ lade ligger ved Feldballe præstegård.
Bygningen kaldes Kong Hans’ lade, idet man fortæller, at Kong Hans har overnattet i den, da han rejste rundt i sit rige (Han var konge fra 1481 til 1513).
Under bygningen findes kælder, der har haft funktion som fangekælder.

Djurslandsposten skrev d. 3 august 1977:
Der har været tækkemand på Barfredet ved Feldballe Præstegård. Det gamle Barfred med det smukke arkitektur er blevet tækket på nordsiden, og menighedsrådet i Feldballe har af ministeriet modtaget 10.000 kr. i tilskud til arbejdet.
Barfredet var oprindelig et herberg, hvor kongen og hans mænd kunne raste eller overnatte, når de rejste rundt i landet, hedder det bl.a. i historien. Barfredet er blandt de bedst bevarede af de to, der er tilbage i landet. Det har oprindelig stået på Møllerup i Marsk Stigs tid, og det vil sige i slutningen af 1200-tallet.
Da Marsk Stig blev kendt fredløs, fordi han var anklaget for at have slået Erik Klipping ihjel i Finderup Lade, blev Barfredet flyttet til den plads ved Feldballe Præstegård, som den har i dag.
Kongemagten overtog Møllerup. Man mener, hedder det videre, at bl.a. Kong Hans, som regeredefra 1481 til 1513, har overnattet i Barfredet. Efter beretningen omfattede kongens følge også nogle fanger, der skulle dømmes ved herredstinget i Viborg, og de blev sat ind i fangekælderen under kongens soveværelse i Barfredet.
Barfredet i Feldballe er fredet i klasse A, og det er genstand for stor opmærksomhed fra turisternes side.
Det bliver tilset af det særlige bygningstilsyn fra Nationalmuseet. Nationalmuseet har tidligere ønsket at få Barfredet flyttet til Frilandsmuseet eller Den Gamle By i Aarhus, men det har menighedsrådet i Feldballe sat sig imod. Det hører hjemme i Feldballe, og her ønsker vi det skal blive, siger man.

2018-09-13T21:59:47+02:00
%d bloggers like this: