Feldballe præstegård og skole.

Elisabeth Rosenkrantz (1654 – 1721) adelsdame og ejer af godset Møllerup og Feldballe Kirke har præget kirkens indre – og kirkens omgivelser.

Uden for kirken støder vi på Elisabeth Rosenkrantz´ almueskole i form af den lille bindingsværksbygning, der ligger til venstre for indgangen fra gaden til kirkegården. Det var noget nyt, at kongen og landets godsejere i begyndelsen af 1700-tallet begyndte at oprette almueskoler.

Det har dengang været en selvfølge, at kirke og skole hørte sammen, så placeringen af skolen ved siden af kirken har været anset for helt naturlig. Skolens opgave var jo at gøre børnene til gode kristne.

Skolebygningen indeholdt også bolig til læreren, så klasseværelset har været ganske lille – også selv om nogle fag bindingsværk i nordenden senere er fjernet. Men ikke desto mindre fungerede denne skole til 1852.

Lærerens bolig var dog allerede i 1831 blevet inddraget til fattighus, og da en ny skole stod færdig, blev også skolestuen inddraget til dette formål. Huset rummede herefter fattighus for fire familier samt en stue til sogneforstanderskabets (senere sognerådets) brug og til de kirkesøgendes læ ”i ondt vejr”.

Over for kirken, på den anden side af gaden, ligger Feldballe præstegård, der hører til landets ældste og dateres til 1688.Dette årstal fortæller os, at præstegården er bygget af Elisabeth Rosenkrantz til sognepræst Jens Christensen Friis, der var præst i Feldballe fra 1682 til 1702. Hele præstegårdsanlægget omfattede 87 fag stråtækt egebindingsværk, med portgennemgang i længen mod vest, lige som i dag.

Præstegården er dog restaureret og ændret mange gange siden da, mest gennemgribende i 1927-28, hvor stråtaget blev udskiftet med tegltag, bindingsværket nedtaget, afhøvlet og genopstillet, og murværket fornyet.

De gamle avlsbygninger blev nedrevet i 1927-28 og nye opført. De er ligesom præstegården og kapellanboligen bygningsfredet.

Tekst: Vilfred Friborg Hansen

Feldballe Kirke: Mindeplader og mindesten

I våbenhusets vestende ses en mindetavle over Feldballe-præsten Hans Fønss, der døde i 1816. Han var en foretagsom mand, der drev handel ved siden af præstegerningen.
Han led i sine sidste år af galdesten, hvilket var meget smertefuldt. Det er det, der hentydes til i indskriften: ”Velsignet af Gud med en udmærket ånd, et skønt legeme og et ædelt hjerte, endte han sit dådfulde liv ved en smertefuld død”.

Foran mindetavlen står en gravsten for Hans Fønss´ bror Peter Severin Fønss og hustru, med indskrift på både for- og bagside.
Kammerherre Peter Severin Fønss var amtmand og vicelandsdommer, samt ejer af Løvenholm, men gik fallit 1811 efter fejlslagne spekulationer, mistede sine embeder og tilbragte sine sidste år inkognito hos broderen i Feldballe præstegård og fra 1816 hos hans efterfølger pastor Tegder.
Han døde for egen hånd i 1824, og til straf vandrer han efter sigende hver aften hen mod midnat hvileløst rundt omkring spisebordet i præstegården.

I skibets vestgavl, til højre for tårnet, er indsat en mindetavle over kaptajn Erik Chr. Müller, der ejede Møllerup fra 1799 til sin død i 1827.
Indskriften fortæller bla. at ”han var to gange gift, havde dog ingen børn, men opdrog flere ynglinge på sin bekostning”.

Til venstre for mindepladen står en gravsten over Rasmus Malling Schmidt, præst i Feldballe fra 1860 til sin død i 1882, og hustru Ida Margrethe, f. Secher.
I skibets vestgavl, til venstre for tårnet, ses en mindeplade over pastor Nicolai Tegder og hustru, der døde hhv. 1847 og 1830.
Pastor Tegder begyndte på den ”Liber Daticus”, en beretning om forholdene i Feldballe sogn, der i dag er en vigtig kilde til sognets historie.

Tekst: Vilfred Friborg Hansen

Den høje gravsten i midten med relief:
Carl Christian Hansen (1. juni 1847 – 30. november 1909) Sognepræst i Thorsager-Bregnet 1877 – 1909
Provst i Øster Lisbjerg, Mols og Sønder Herred 1890 – 98

Højre side, stor gravsten fra 1700-tallet:
Mindesten over Christen Jørgensen Evaldsen, der var sognepræst i to år i Thorsager og Bregnet fra 1794 til 1796, hvor han dør i en alder af blot 40 år. Han efterlod sig sin hustru Petrine Birgithe Næss og tre børn.
Christen Evaldsen var født i 1756 i Auning, og blev efter en tid som hofmester på Bistrup i 1785 kaldet til præst i Tirstrup og Fuglslev, to år senere til Værum og Ørum og derpå kom han til Thorsager og Bregnet.
Den smukke inskription på hans gravsten lyder:
Denne Sten betegner dig det Sted, hvor Støvet giemmes af den ædle nu til sit sande Hiem hengangne

Christen Ewaldsen
Fød i Auning den 7de Januarii 1756, kaldet til Sogne Præst for Thirstrup og Fugelslev Meenigheder den 3 December 1785, for Wærum og Ørum den 16de September 1787, og endelig for Torsager og Bregnet den 3die Januarii 1794. Fra Juni 1789 deelte han Livets Glæder og Sorger med

Petrine Birgithe Næss
Som blev ham en Moder til 3 Sønner, der nu tillige med hende føler hans Tab. Efter at have opnaaet en Alder af 40 år og 3 Maaneder endte han den 17 April 1796 med Christelig Friemodighed sin jordiske Løbebane og seer Glad opfyldelsen af det Haab i møde, som Jesu Troe her havde skienket ham.
Læser, Bestemmelsen af hans Værd som Christen, Lærer, Fader og Ven, maa du her ikke søge. Mindet om samme vil du kunde finde i hans Meenigheders, Hustrues, Børns og Wenners Hierter, som stedse vil Welsigne denne Reedeliges Grav

Venstre side: Stor (revnet) gravsten fra 1600-tallet:
En rigt dekoreret sten, hovedmotivet er Kristi Himmelfart. Omkring relieffet læses 2 vers på dansk fra Johannesevangeliets 11. kapitel, hvor Jesus omtaler sig selv som opstandelsen og livet.
I hvert hjørne er der en medaljon. De 2 øverste viser et mands-og kvindeportræt. Nederst ses til venstre den korsfæstede omgivet af 2 engle og i højre side gravlæggelsen.
Langs stenens rand er der en indskrift på tysk. Den nederste del af gravstenen er meget slidt, og det tyder på, at den tidligere har været anbragt i kirkens gulv.
Under det store Kristi himmelfartsrelief er der en cirkelrund flade, hvor de gravsattes navne og data må have haft deres plads. Et bånd omkring cirklen er forsynet med en tekst, men på selve fladen er der intet spor af en gravskrift, som kan have været påmalet.
Blandt de andre interessante dekorationer er bla. 2 våbenskjolde.

Kilde: Jørgen Rasmussen, Thorsager Rundkirke gennem 800 år, udgivet 1999.

Thorsager Kirke – Jyllands eneste rundkirke

Thorsager Rundkirke er opført i tiden omkring år 1200. Ved en registrering af krongodset i 1231 fremgår det, at kongen ejer jordområder omkring Thorsager. Det er derfor oplagt at pege på kongen som den monumentale og særprægede kirkes bygherre.

Da kirken blev bygget, omfattede den koret og det det runde kirkeskib. Byggematerialet var så nyt, at kirken kan være en af de første bygninger i Jylland, der er rejst af de såkaldte munkesten. Kirkens specielle form og styrke tyder på, at den kunne benyttes som tilflugtssted. Det er uvist, om der har været mulighed for et reelt forsvar. I hvert fald har det ikke været i en grad, som ses i de bornholmske rundkirker.

Kirken ligger i dag inde i landet. Da den blev opført, var Djursland delt af et sund, der strakte sig fra Randers Fjord til Grenå. De lave områder omkring Thorsager var dengang et stort vådområde med forbindelse til dette sund.

I 1313 bygger kong Erik Menved borgen på Kalø, i dag Kalø Slotsruin, og fra den tid har borg og kirke været kongens ejendom indtil slutningen af 1600-tallet. Kirken og borgen har på hver sin måde udstrålet kongens magt.

I 1825 bliver Kalø købt af senator J.M. Jenisch fra Hamborg, og kirken er herefter i denne families eje indtil 1945, hvor den danske stat beslaglægger al tysk ejendom i Danmark. I 1949 overdrager staten kirken til menigheden.

Under kirkens sidste restaurering i 1950´erne fandt man under gulvet rester af tidligere gulve og under disse et lerstampet gulv fra den trækirke, som man mener, rundkirken afløste.

Under dette lag fandtes en stenpikning – måske en rest af et offersted, som muligvis har været på kirkebakken i den førkristne tid.

Er der hold i denne teori, er det her, der er ofret til den nordiske gud Thor.

Kirkens nordside: Middelalderkirkegård med moderne ”skulpturkirkegård”

Her tæt på kirken lå den gamle middelalderkirkegård, i græs med enkeltstående kors eller gravsten.

Den gamle kirkegård udvidedes mod vest sidst i 1800-tallet, og Jenischerne på Kalø lod i den forbindelse, og i forbindelse kapellet yderst mod vest opføre. Familien Jenischs våben kan ses på kapellets østgavl.

I 1930´erne fulgte den anden udvidelse, nu mod øst, ud i skovfogedstedets abildgård / æblehave, hvorfor udvidelsen har fået dette navn.

I 1959 blev det besluttet at standse for begravelser i den gamle middelalderkirkegård – kun hvis man har forbindelser til de gamle grave på stedet, kan man stadigvæk blive begravet her, hvilket der ses et par eksempler på. Desuden er Følle Mølle-familien Bischoffs gravsten yderst mod nordmuren bevaret.

Den gamle kirkegård blev erstattet med en meget speciel type kirkegård, efter ide af landskabsarkitekt Eivind Wad-Sørensen.

Ideen er at skabe associationer til de gamle græskirkegårde (”Datidens kirkegårde var simple og

græsklædte. Et gravsted markeredes af en jordtue, og på jorden over graven blev lagt eller sat en sten eller et kors”) og græsklædte oldtidsgravhøje, og til stensætninger og bautasten fra oldtiden.

Der er underliggende en gravplan med plads til såvel urne- som kistebegravelser. Man kan – hvis ønsket – få sit navn indhugget i en af stenenes østside. I så fald køber man en sten – stenene ejes af De Danske Stenhuggerier, afdeling i Grenaa.

Stenene, af den høje type, som kaldes for steler, er af bornholmsk granit, type ”Blå Rønne”. Der kan indhugges flere navne på hver sten, typisk ægtefælle og børn. 

Tekst: Vilfred Friborg Hansen

Feldballe Kirkegård – Familien Westers gravsted

Den sorte granitplade på Westers gravsted gør indtryk med lange række af fornavne. Syv søskende døde ganske små.
Et smerteligt tab for forældrene Dorthea og Kristian Wester, hvis navne står på stenen bag ved.

Lykkeligvis kom der senere 7 børn til, men de mistede igen en søn på 29 år.

Kristian Wester var på Rønde-egnen en markant personlighed, kendt som en handelsmand, der havde arbejdet sig op fra jævne kår.

Dygtig var han på sit forretningsfelt med handel med kreaturer og navnlig ejendomme. I 1915-18 ejede han Møllerup Gods.

Da en indremissionsk vækkelse gik over Feldballe-egnen omkring 1890 med pastor Axel Busch i spidsen, blev Kristian Wester og hustru Dorthea grebet af missionsbevægelsen. Westers hjemby Kejlstrup blev snart vækkelsens centrum, og her blev egnens første missionshus opført i 1890. Familien Wester var i mange år blandt de ledende i bevægelsen.

Krisen i 1930’erne blev hårde for Kristian Wester, og han stoppede som handelsmand.

Historikeren Vilfred Friborg Hansen:

”Flere ting fascinerer ved Kristian Westers livsskæbne. F.eks. samspillet mellem handelsmanden og missionsmanden i samme person. Kunne man være en sand missionsmand og samtidig holde sin sti ren som handelsmand, hvor det jo gjaldt om altid at gøre en god handel og – populært sagt – om muligt ”snyde” modparten? 

Et andet fascinerende træk ved Kristian Westers liv er forløbet fra fattigdom, hvor det måske endda kunne knibe med at skaffe mad på bordet til børnene, og til rigdommen som godsejer på Møllerup Gods. Og så ender forløbet igen i beskedne kår, da Wester må sælge Hannesminde og flytte til mere beskedne omgivelser i ”aftægtshuset” Benzonshus i Kolindsund.

Endelig var Kristian Wester som person både karismatisk og markant og har alene derved bidraget til mytedannelse omkring sin person. Stolt og selvbevidst har han været, helt givet ikke altid let at omgås for sine nærmeste, men der stod respekt omkring ham. Han havde sans for at forstå tidens muligheder, og i en tid, hvor det var både ualmindeligt og besværligt at rejse, foretog han store rejser til Norge, Tyskland, Svejts og flere andre lande. Skønt selv rundet af beskedne kår, var han på mange måder ”de store armbevægelsers” og de hurtige beslutningers mand”.

                                                                                                             Læs mere på friborghansen.dk

Kirkens sydside: Tre store gamle gravsten på række

De to yderste sten er fra den tid, hvor man måtte begrave i selve kirken, gravstenene lå i kirkegulvet og blev betrådt, så de ofte til sidst var ulæselige.

Den midterste sten godt nok lavet i den gamle stil, i norsk marmor, men hører til en periode efter 1805, hvor begravelser i kirken var blevet forbudt. Stenen er over Jens Jørgensen (1754-1829) fra Følle, der var forpagter på Rosenholm, men overtog Thyrregården i Følle efter sin far i 1801. Han døde 1829. Hustru Kirstine f. Møller.

Det var deres søn P. Chr. Jørgensen, der købte Bangsgården i Følle og lagde den sammen med sin egen og byggede det store flotte stuehus, der står endnu.

Han var gift med Thorsager-præsten Budtz´s datter Johanne, der døde i en tidlig alder, hvorefter Jørgensen opkaldte sin nye store gård efter hende: ”Hannesminde”.

Han giftede sig i øvrigt bagefter med Hannes yngre søster, og var en driftig mand, der også en overgang var medlem af landstinget.

Tekst: Vilfred Friborg Hansen